Aqua Dulce

Aqua Dulce er ejet og drevet af Janne Lisberg Fisker, der er uddannet iværksætter og salgsassistent. Hun har været i tøjbranchen i mange år, hvor hun dyrkede sin interesse for merchandise og indkøb. I 2004 startede hun Aqua Dulce i en gammel garage, der sidenhen er vokset til et fint værksted, showroom og lager. Aqua Dulce har kunder i hele Danmark og store dele af Tyskland, og pt. har Janne tre ansatte, der inkluderer en SoMe & Website Manager, samt to sælgere, der dækker henholdsvis Sjælland, Fyn og Tyskland – hun selv, dækker Jylland. Det er meget vigtigt for Janne at have tæt kontakt til sine kunder, og besøger dem derfor så ofte, det er muligt. Udover de tre ansatte, står Jannes søster for regnskab, hendes svigermor producerer puder til armbånd, og hendes mand laver udstillingsvarer som kunderne viser smykker frem på.

Janne er draget af farver, alt der skinner, lækre materialer, og er altid up-to-date med de nyeste trends – dette afspejles tydeligt i de 4 kollektioner, der bliver lavet om året. Det æstetiske udtryk i Aqua Dulces smykker er enkelt, rent og følger tidens trends, hvorfor de også favner en bred målgruppe. Janne og hendes team tager inspiration med hjem fra sine mange kunder, der fortæller hvad deres kunder efterspørger – derfor bliver kollektionerne også altid velmodtaget på messer og ude i butikkerne.

Når kollektionerne skal laves, tegner Janne smykkerne i hånden, bestemmer overflader, farver, sten m.m., og får dem derefter produceret. Smykkerne er i 925 Sterling sølv, og med forgyldninger – alle smykker er naturligvis 100 % nikkelfri.